Plant barrods frugtbuske i februar / marts

Tidspunktet

I februar / marts, når det er tøvejr, og jorden er tilpas tør, til at du kan arbejde i den, uden at den er for tung og klasker samen.

Tidspunket er godt nu, fordi du er sikker på at planterne er helt afmodnede, hvilket de ikke altid er, når du har lyst og tid i efteråret. Samtidigt er du sikker på, at planterne er i dvale, og kan flyttes uden at blive forstyrret i deres vækst.

Når du planter allerede nu, er planten klar til at begynde sin rodudvikling straks når jordtemperaturen er til det, hvilket den oftest er i løbet af marts eller i starten af april, afhængig af vinteren naturligvis.

Fordelene

Der er flere fordele ved at plante barrodsplanter, frem for potteplanter. Selv om at potteplantegartnerne sikkert vil sige mig imod, så vil jeg nu påstå, at planter har det bedst i jorden! Det er oftest kraftigere planter man får, når man køber barrodsplanter. Er det dygtige gartnere, der har dyrket planterne, har de on kraftig og velforgrenet rod, og gror derfor hurtigt videre. Potteplanter har, som du sikkert har bemærket, en masse små rødder, der drejer rundt i potten, langs kanten, Det tager længere tid for en potteplante at vokse sig godt til rette i jorden, end det tager for en barrodsplante, der er vel dyrket og plantet.

God jord sikrer et godt resultat

Kompost

Før du planter skal du sikre dig, at jorden er ordentligt forberedt til de nye planter. Det gør du bedst ved at blande godt med kompost i jorden. Fjern lidt jord hvor du skal plante, så der er plads til komposten, uden at der bliver en høj. Tilføj dobbelt så meget kompost som du har fjernet jord til, og bland det godt ned i jorden, ved at grave det ned, eventuelt med en gravegreb eller en spade. Har du et stort område, hvor der skal plantes, kan du jo også bare strø komposten oven på jorden, og så fræse det ned.

Støt planterne

Alle hindbær planter, med undtagelse af de efterårsbærende planter, skal have støtte, for at kunne holde sig oprejst, når de får frugter. Du kan vælge at støtte dem enkeltvis med en bambuspind til hver, eller du kan sætte en kraftigere stolpe for hver ende af rækken, og spænde 2-3 wirer derimellem. 

Beskær

Hvadenten det er hindbær, solbær eller ribs du planter, så er det en god idé at beskære dem, straks efter de er plantet. Når du klipper dem på dette tidspunkt, vil de forgrene sige bedre i den kommende vækstsæson. De skal nok bære frugt alligevel, men de vil bruge mest energi på at etablerer sig det første år.

Hindbær kan du skære ned til 10-15 cm over jorden. Ribs, Jostabær og solbær kan du klippe ned til 2.3 knopper over jorden. Planter du stikkelsbær, skal du bare tynde dem lidt ud, ved at klippe 1/3 del af grenene ned til 2-3 knopper over jorden.

God arbejdslyst 🙂