Alunrod ved indgang

Allerede ved indgangen ser man (hvis man kan) at der er gjort noget særligt ud af planterne her. Her er en lille gruppe af Heuchera ‘Palace Purple’, Heuchera longifolia og Heuchera ‘Velvet Nights’

Forleden var jeg på besøg i Dansk Blindesamfunds have i Fredericia. Det er et hus der først og fremmest tjener arrangementer for Dansk Blindesamfunds medlemmer, men også udlejes til andre arrangementer.

Hvis man tror at blinde ikke går op i have, så tager man helt fejl. Mange blinde går faktisk meget op i havens og dens planter. Haven i Fredericia tilgodeser og fremmer blindes og de svagtseendes lyst til og indsigt i have og planter. Her er virkeligt gjort noget ud af plantevalget og designet af bede, elementer og stier.

 

Sansehaven, som det kaldes når der er lagt op til at blinde og svagtseende skal have noget ud af at færdes i den, er anlagt så man får både dufte, lyde, vind/læ, kan føle og smage.

Flere steder langs med stierne, er der opstillet lydposter, der med et svagt bip gør opmærksom på sig selv. Man kan trykke på lydposten, og få at vide hvad der venter en længere fremme.

Gyvel og jasmin i gårdhave

I denne gårdhave er der store grupper af duftende planter som gyvel, lavendel og jasmin, der blomstre på forskellige tidspunkter.

For blinde og svagtseende, er der mange oplevelser at hente i haven. Prøv selv at mærke efter, man mærker tydeligt om der er sol eller skygge, om der er vind eller læ, om der er rum eller åbent, de forskellige lyde fra bævrende blade til hvislenede græsser og ridslende vandløb, om det er fladt eller kupperet, om der er fliser, græs eller grus, planternes forskellige dufte, er man uheldig, finder man buskene med torne, er man heldig, finder man buskene med bærene eller krydderurterne der også lader sig spise. Der er nok at tage fat på, og idéerne kan jo også sagtens bruges i din og min have.

Stierne i haven er brede, så man kan følges ad to og to, men der er også lagt en stribe brosten i midten af stierne, så man både med stok og fødder kan mærke midten af stien. Ved krydsende stier, er der lagt et større felt med brosten, så man ved at der er noget særligt at forholde sig til. Det er både praktisk og meget pænt at se på.

 

Fortælling om Fuglsangscentrets have fortsætter.

 

Bugtende sti

Stien bugter sig, og overalt er der nye lyde, dufte og oplevelser at udforske. Det er let at følge stien, når der er en stribe brosten i midten. De kan mærkes både med fødderne og med stokken.

Bænk ved stien

På bænken her, kan man nyde duften af krydderurter fra sin venstre side, lyden af rislende vand forfra og lyden fra de høje prydgræsser, der vifter mod hinanden.