Årets første skønheder (1)

Årets første ture i haven er altid overvældende, syntes jeg. Det er kun et år siden, og alligevel er det som om at man har glemt skønheden og energien i det liv som planterne har holdt tilbage så længe nu.

Kommer man tæt på, og giver man sig god tid, så er der mange flotte og spændende oplevelser blandt selv de mest almindelige, enkle og til tider vilde planter.

Jeg vil her i to indlæg, dele årets første oplevelser i min have.

image

Pachysandra terminalis, Vinterglans
Effektiv stedsegrøn bunddække, der også blomstre lidt.

image

Viburnum x burkwoodii,  Duftsnebolde
Det varer ikke længe nu, før denne prægtige, stedsegrønne prydbusk springer ud med sin store hvide og dejligt duftende blomsterklase.

image

Ribes sanguineum ‘Atrorubens’, Blodribs
En af de helt traditionelle, men stadig aktuelle prydbuske. Den er utroligt hårfør, nem at beskære, dufter fra blade, og har et flot farvespil i bladene.

image

Mahonia aquifolium, Alm. Mahonia
Mellemhøj stedsegrøn prydbusk, der får disse flotte gule blomster og derefter blå bær.
Den er meget nøjsom og hårdfør. Breder sig kun langsomt ved rodskud.
På grund af at bladene ofte angribes af rust, er arten ikke så populær i de danske haver. Det er da også rigtigt  men de friske nye skud, der kommer kort efter blomsterne, er virkeligt smukke, og de holder cirka indtil de blå frugter kommer.

image

Corydalis cashmeriana, Blå lærkespore
Denne sarte plante, med sprøde, lysegrønne, findelte blade, pryder hvert forår skovbunden i min have. Rødderne er meget skøre, og derfor kan den være svær at omplante.
Blomsterne er meget lette og elegante med sporer. Sporerne minder om sanglærkens bagtå. Blomsterfarverne er normalt hvide, gule eller violette, farven blå er sjælden, men findes dog i handlen.

image

Anemone nemorosa, Hvid skov anemone.
Den hvide skov anemone og foråret hører uløseligt sammen. Når skovbunden er dækket af anemonernes hvide flor, så er vinteren som regel ovre.
Den hvide anemone er giftig. Den indeholder giftstoffet anemol, så forsøg ikke at krydre salaten med den.

image

Hosta sieboldii, Funkia
Det ser helt drabeligt ud når de nye Hosta skud endeligt er på vej. De skal dog også have fart på, for inden længe, vil bladene hver især dække cirka 50 cm2.
Hosta trives bedst i halv skygge, men trives også i fuld sol, hvis du sørger for at den ikke mangler vand.

image

Aronia melanocarpa, Surbær
Denne helt almindelige plante har mange skønheder. Lige fra det første udspring, får man glæde af de mange nuancer i bladene.
Den får hvide klaser af blomster, efterfulgt af de store sorte bær, der oven i købet er utroligt sunde.

image

image

Pulsatilla vulgaris, Opret kobjælde
Jeg overvældes hvert forår, af denne lille plante, der alligevel er så iøjefaldende med sine store blomster og bløde dunbelagte stængler og blade. Jeg skal lige røre ved den hver gang jeg går forbi dem.
Opret Kobjælde kan være forårets redning for de overvintrende humlebidronninger der villigt flyver til denne plante.