En af mine yndlinge, og dem er der dog nogle stykker af når det drejer sig om planter, er Primula, også kaldet Kodriver. Der er mange danske navne for denne, måske smukkeste forårsblomst af alle. Det er en stor slægt med mange arter, faktisk er der omkring 500 forskellige arter i alle mulige farver. Halvdelen af alle vilde Primula arter er hjemmehørende i Kina.
Primula er for det meste flerårige planter, men der er der også etårige arter. ”Ofte er stængler og blade overtrukket med et melet lag, og hos nogle arter er de overjordiske dele behårede. Blomsterne er samlet i endestillede stande på særlige stængler. De er tvekønnede, 5-tallige og regelmæssige, dog sådan at den enkelte blomst har forskudt aktivering af henholdsvis støvdragere og støvfang. Kronbladene er sammenvoksede til et rør med en fri krave. Frugterne er kapsler med mange frø”1Blomsternekommer i allefarver, fra hvid tilmørkeblå.Kodriver
1 tekst fra Wikipedia
At formere Primula er meget let, og vil stort set altid lykkedes hvis du gør sådan, i det tidlige forår eller sene efterår:
Den nænsomme metode: Grav en ældre, kraftig plante op. Ryst så meget jord af den, at du kan dele den op i mindre rosetter / plantedele. Plant dem eller pot dem op straks, og vand godt til.
Den hårde metode: Grav en ældre, kraftig plante op. Med spaden hakker du den over i et antal mindre dele, der alle har tre eller flere bladrosetter fra jorden. Plant dem, eller pot dem straks, og vand godt til.
Det går også ved frø, men der er flere ting der kan gå galt, så det er ikke altid en succes. Nogle typer Primula skal have kuldepåvirkning, og skal derfor sås i efteråret, og nogle arter kan sås i foråret. Jeg har engang prøvet at dyrke primula fra frø, udsået i efteråret, det kan lade sig gøre, men det er væsentligt nemmere at formere dem ved deling.
Mange starter nok, som jeg også, med at have nogle Primula i altankasser, sammenplantninger eller krukker, og planter dem derefter ud i haven. Det er særdeles hårdføre planter, og man bliver helt grebet af succesen og får lyst til at købe flere og forskellige arter. Når man nu kan få dem i så mange forskelligartede arter, farve, blomstertype, højde m.m., så kan man altid finde en Primula der passer til sit bed.
Nogle siger, at Primula er en lægeplante, men det skal tages lidt med forbehold, da flere af arterne også kan forårsage kontaktallergi.
Se et udvalg af de sorter der sælges i Danske havecentre her
Læs meget mere om Primula på Dansk Primulaklub’s hjemmeside